Hjem » Rummelpot & pande 2019
Æresrummelpotten 2019
Der må have stået “Brændende kærlighed” på menuen, da Peter Otte for snart en menneskealder siden mødte den unge, skønne Bodil i køkkenet på Hotel Dagmar i Ribe. Han var kok, og hun var smørrebrødsjomfru, og til kaffen må der bestemt være blevet serveret drømmekage. For drømme fik parret snart masser af.
Først kom børnene – en dreng og en pige. Og så kom livsprojektet – kroen. Året var 1981, og sammen købte de Agerskov Kro for to millioner kroner af Andreas Lautrup. Det er 38 år siden, Bodil og Peters drøm om at blive kroejere blev til virkelighed.
Bryllupper og begravelser. -Kon-firma-tioner og kroballer. Vin og vand. Bøf bearnaise og vandbakkelser. Julefrokoster og jubilæer.
Ingen har tal på de tusindvis af arrangementer, som kroen har lagt lokaler til. Og i alle årene har god mad og drikke været den faste grundingrediens i hvert eneste gæstebud. “Her bliver din fest bedre”, står der på kroens hjemmeside – og det æ it lyv.
Kroparret er i dag kendt af folk fra nær og fjern. Og landskendte blev de også, da de deltog i tv-udsendelsen “Hvor godtfolk er …”, som er blevet genudsendt ti gange. Efter det steg interessen for kroen til nye højder. Antallet af gæster voksede, og mange var villige til at køre langt for at oplevede særlige rammer på den sønderjyske kro.
Drømme har det med at vokse. Og i 1986 foretog parret den første udbygning. Siden er der ti gange blevet bygget til på den postkasserøde hovedbygning, der i dag står som et kulturelt, kulinarisk og historisk fyrtårn i Sønderjylland.
Agerskov Kro råder i dag over en lang række ejendomme i Agerskov og kan tilbyde 52 dobbeltværelser. Og gæsterne kan hygge, feste eller mindes i Vinkælderen, i Riddersalen, i Gårdhaven eller i andre af kroens autentiske lokaler.
Ingen kommer sovende til succes. Heller ikke parret Otte. Livet som kroejere er ikke altid gået som smurt, og indimellem har der været røg i køkkenet. Men trods livets udfordringer er Peter og Bodil Otte altid garanter for godt humør og en hjertelig velkomst i etablissementet i Agerskov.
Uanset om folk kommer for at få dagens ret, drikke en kop kaffe eller bestille den store menu, får de samme gode og venlige betjening.
Kroparret er vant til at arbejde syv dage om ugen. Bodil stempler som den første ind klokken fire om morgenen, mens Peter – der er B-menneske – møder ind til normal tid. Til gengæld bliver den oftest 22.00, før han lægger forklædet og går hjem i seng.